Symbolisme: oprindelse, litteratur og karakteristika

Symbolismen var en kunstnerisk bevægelse, der fandt sted i Europa i det 19. århundrede.

Denne linje omfattede forskellige kunstsprog med vægt på litteratur, især poesi.

Det var en tendens, der havde sit grundlag i modsætningen til objektiviteten i tidligere bevægelser som f.eks. parnasianismen samt idealerne om scientisme og materialisme.

Symbolismen repræsenterede således en udtryksform baseret på subjektivitet, fantasi, mystik og virkelighedsflugt.

Symbolismens oprindelse og historiske kontekst

Symbolismen opstod i Europa i anden halvdel af det 19. århundrede, nærmere bestemt i Frankrig omkring 1880.

På det tidspunkt oplevede verden store forandringer, både hvad angår sociale, økonomiske og kulturelle forhold.

Det kapitalistiske systems fremmarch, konsolideringen af den industrielle revolution, borgerskabets fremmarch og stridigheder om nye markedsnicher og steder at udnytte, som f.eks. det afrikanske kontinent, ændrede samfundet i dybden. Senere udløste sådanne faktorer ulykkelige episoder som f.eks. den første verdenskrig (1914-1918).

Denne filosofiske linje var ekstremt rationel og søgte at forstå og forklare virkeligheden objektivt, idet den satte videnskaben højere end åndelighed og metafysiske teorier.

Denne form for ræsonnement blev imidlertid afvist af mange mennesker, især af de sociale lag, som ikke var blevet "velsignet" af kapitalismens fordele. Disse mennesker mente endda, at dette system havde forårsaget en vis åndelig uorden.

Som en modsigelse af dette verdenssyn er det således symbolik som først og fremmest har poesien som et sted for udvikling.

Denne nye bevægelse fremstår som en bekræftelse af de spiritualistiske idéer, der søger at bringe mennesket tættere på det guddommelige, det kosmiske og det uforklarlige.

Den symbolistiske strømning var ikke særlig langvarig, men den spredte sig til andre lande, f.eks. Portugal og også til Brasilien.

Karakteristika ved den symbolistiske bevægelse

Som det er blevet sagt, sigtede denne retning mod at fremhæve en æterisk og mystisk karakter og værdsatte den menneskelige sjæl, det ubevidste og individualitet. Vi kan således sige, at de karakteristika, der skiller sig mest ud i denne bevægelse, er:

• Subjektivt og vagt sprog;
• Brug af talemåder;
• Forhøjelse af mysticisme og fantasi;
• Værdsættelse af kreativitet;
• Præference for dystre, gådefulde, esoteriske temaer;
• Brug af det ubevidste;
• Værdsættelse af "jeg'et";
• Blandinger af sanseindtryk som syn, lugt, smag, berøring og hørelse;
• Musikalitet.

Symbolik i litteraturen

Selv om symbolismen også opstod i billedkunsten, f.eks. i maleriet, finder den frugtbar jordbund i det skrevne sprog. Den symbolistiske litteratur udvikler sig således på en flydende måde og værdsætter det oneiriske, sanselige og kreative univers.

Forfattere bruger ofte et upræcist sprog med midler som allitteration, metaforer, onomatopoeier og synæstesi.

Den bog, der startede denne bevægelse, var Ondskabens blomster (1857) af den franske forfatter Charles Baudelaire (1821-1867), der var beundrer af en anden forfatter, Edgar Allan Poe, som han hentede referencer og inspiration hos.

Forfatteren Charles Baudelaire var den første til at skrive et symbolistisk værk

De emner, der er mest berørt i denne strømning, er relateret til kærlighed, livets endelighed, lidelse, drømme, den menneskelige psyke m.m. Vi kan sige, at den symbolistiske litteratur på en måde tager temaer og idéer fra romantikken op.

Symbolik i Portugal

I Portugal er det værk, der indledte symbolismen, digtsamlingen Oaristos På det tidspunkt var landet allerede påvirket af denne tendens gennem tidsskrifterne "Boemia Nova" og "Os Insubmissos".

Andre vigtige navne inden for bevægelsen var Antônio Nobre (1867-1900) og Camilo Pessanha (1867-1926).

En portugisisk digter, der også skiller sig ud, er Florbela Espanca (1894-1930), der, selv om hun ikke var helt symbolistisk, drak af kilden til denne litterære strømning.

Portugisisk symbolistisk poesi

Statue af Camilo Pessanha

Jeg blev træt af at prøve din hemmelighed:

I dit farveløse blik, af kold skalpel,

Mit blik brød sig, mens jeg diskuterede ham,

Som en bølge på toppen af en klippe.

Denne sjæls hemmelighed og min hemmelighed

Og min besættelse! At drikke det

Jeg var din svingende læbe i et mareridt,

For nætter med frygt, fulde af frygt.

Og mit brændende, hallucinerende kys,

Afkølet på den rigtige marmor

Fra den iskolde læbe...

Fra denne marmorlæbe, diskret,

Alvorlig som en lukket grav,

Rolig som en stille pelago.

(fra bogen Clepsidra)

I det pågældende digt beskæftiger forfatteren sig med temaer som kærlighed, tabet af den elskede og den lidelse, som denne sorg medfører.

Gennem metaforer, der er lidt gravide, fortæller digteren om følelsen af frustration, når man søger kærlighed og ikke kan få et kærligt blik, en gensidig holdning.

Digtet afslører også kløften mellem mennesker, især mellem to elskende, da den ene ikke kan kende den andens sjæl i dybden.

Florbela Espanca

Se også videoen nedenfor med digtet Hader? af Florbela Espanca, reciteret af skuespillerinden Clara Troccoli.

Symbolik i Brasilien

I Brasilien opstod den symbolistiske bevægelse i 1893 med udgivelsen af bøgerne Missale e Brocher af digteren Cruz e Sousa (1861-1898).

En anden forfatter, der repræsenterede symbolistisk poesi på brasiliansk jord var Alphonsus de Guimarães (1870-1921), og ud over dem kan vi også nævne Augusto dos Anjos (1884-1914), som også har elementer af præmodernisme.

Brasiliansk symbolistisk poesi

Isalia af Alphonsus de Guimarães

Da Ismalia blev gal,

Han stod i tårnet og drømte...

Han så en måne på himlen,

Han så en anden måne i havet.

I den drøm, hvor han for vild,

Alle badede i måneskin...

Jeg ønskede at komme op i himlen,

Jeg ville ned til havet...

Og i sin tåbelighed,

I tårnet begyndte han at synge...

Det var tæt på himlen,

Den lå langt fra havet...

Og som en engel hang

Vingerne til at flyve...

Jeg ville have månen på himlen,

Jeg ville have havets måne...

De vinger, som Gud gav ham

De er gået fra styrke til styrke...

Hans sjæl steg op til himlen,

Hans krop gik ned i havet...

Isalia er et af de mest berømte digte fra den brasilianske symbolistiske periode. Det fortæller historien om en pige, der er ramt af vanvid og beslutter sig for at tage sit eget liv.

På en enkel og fin måde fortæller forfatteren faktisk om en tragedie, et øjeblik af fortvivlelse, delirium og sindssyge. Tekstens beskrivende form får os næsten til at forestille os scenen.